EN IDE DER HAR SPIRET SIDEN 1984
Vadehavet og Sønderjylland bor i os. Vi er 8 venner fra Toftlund i Sønderjylland. Vi har kendt hinanden helt fra barnsben, og det er et venskab vi har holdt fast i, gennem voksenlivet. Siden 1984 har vi haft en tradition, hvor vi mødes minimum en gang om året, over en forlænget weekend. En del af den tradition er, at vi altid nyder en god gin eller akvavit, og leger med ideen om at lave vores egen.
Noget vi alle har til fælles, er vores bånd til Sønderjylland og Vadehavet. Til somrene på Vestkysten som børn, gåture i naturen, familien på Mandø, sommerhus på Rømø og så selvfølgelig maden.
For os virkede det som det naturlige næste skridt, at lave en Gin der er inspireret af Vadehavet. Og det er sådan, VadehavsGin kom til verden.
Vadehavsgin er et passion projekt for os, så vi vægter kvalitet og autencitet meget højt. Derfor indeholder vores gin lokale råvarer fra vadehavet selv, så det får en speciel smag, du ikke kan finde andre steder. Selve produktionen sker i tæt samarbejde med Xavier Malletier fra Moonshine Production, der er et lille destilleri, idyllisk beliggende i et skovbryn syd for Ribe ved Vadehavet.